Omskæringsdebatten – egocentrismens mord på det hellige og Michael Laudrup

Som i nok alle sammen ved, så er Michael Laudrup blevet et FUTDRAFT ICON-kort igen i FIFA 18. Det er fordi han er Danmarks nok bedste spiller nogensinde. Jeg vil derfor fortælle lidt om hans karriere og hans stats i spillet. Men først skal jeg lave lektier, men det er ret kedeligt, så i kan bare springe det over og læse fra billedet af ham i FIFA.

Her på redaktionen hos Sport & Damer™ havde vi egentlig besluttet os for ikke at blande os i omskæringsdebatten. Vi var jo bare nogle og tyve drengerøve i starten af trediverne, som godt kunne lide Tottenham Hotspurs, Odense Boldklub og Tuborg RÅ™. Desuden havde ingen af os fået børn – hverken med hinanden eller andre – og måske kunne vi ganske enkelt ikke forstå debatten, fordi vi ikke havde den alvor, som indtrædelsen af et liv større end ens eget giver.

Den beslutning har jeg besluttet mig at trodse; ikke på grund af omskæringsdebatten, men fordi den er symptomatisk for et eksistentielt forfald i vores samfund gennem de sidste mange år. Denne divergens kan dog ikke diskuteres, inden de værste floskler i debatten er sendt til tælling.

Et argument går på de sundhedsmæssige ulemper ved omskæring, men et hurtigt opslag i sundhedslex.dk viser, at mens der er få ulemper som risiko for infektion, så er der mindst lige så mange fordele gennem eksempelvis nedsat risiko for peniskræft, urinvejsinfektion og kønssygdomme (neeedern ikke 😉), en nemmere vedligeholdelse af hygiejne og forebyggelse mod infektioner. For en god ordens skyld kan vi dog blot sige, at de negative og positive aspekter udligner hinanden og gå videre til næste argument.

Nogle ønsker ikke at små børn skal omskæres, men at man skal vente til de er fyldt 18, da det føles mere humant. Problematikken heri er meget simpel. Blodtilførslen til kønsdelen er meget lille hos en baby, hvorfor indgrebet kun kræver lokalbedøvelse, tager 7-10 minutter og heler på en uge. Hos en voksen mand forholder det sig anderledes, hvorfor det kræver fuld narkose og er forbundet med langt flere risici.

Nuvel, sådanne pragmatiske argumenter undgår helt elefanten i rummet. I sidste ende er dette nemlig en konflikt mellem idealer og manglen på samme. Man ønsker at forbyde omskæring, fordi man fratager barnet et valg og lægger en del af dets liv i forældrenes hænder. Som om det ikke blev placeret dér hver dag! Som om hele livet i sidste ende ikke var den ene Zufälligkeit efter den anden! Gnidningen er dog større end dette. Modstanden er en benægtelse af, at noget kan være legitimt, fordi det er helligt. Omskæringsdebatten er en slagmark mellem det hellige og egocentrismen, og jeg skal sige jer, hvorfra denne benægtelse er vokset *dabs in slowmotion*. En benægtelse som trænger sig ind i hele vores åndelighed, i kærligheden, i skandalen. Det er et tab, som er beskrevet glimrende i en strofe af Mallarmé:

Le sens trop précis rature [For præcis betydning udsletter]

Ta vague littérature [Din utydelige litteratur]

Ting har ikke længere lov til blot at eksistere, hvilket netop er hvad kærligheden og alt andet helligt gør. I stedet påkræves nu et belæg for al eksistens, et nøje planlagt identitetskort for eksistensberettigelsen, i en stræben mod en konstant effektivisering (det er kapitalismens skyld, den kræver evig vækst). Vi er vidne til en utilitarisk udslettelse af det nyttesløse, hvilket må siges at være et paradoks. I et forsøg på at begrunde vores eksistens, fjerner vi alt det, som giver den betydning. Lad mig omformulere dette.

Mallarmé viser os det sproglige problem i hele denne debat, vi befinder os i et grænseland mellem poesien og samfundsdebat, et grænseland som ikke findes. Som Octavia Paz har vist i La llama doble er sprogets funktion at kommunikere, mens poesiens cykliske tilgang i stedet forsøger at ophæve betydning. Jeg kan derfor ikke definere det hellige bedre end, at det er en følelse. Vi når til et punkt, hvor sproget ophører og kommunikation ikke er mulig. Folk modsætter sig omskæring fra det samfund de står i, et forsvar af individets rettigheder som alle kan forstå. Når folk vil fortsætte med at omskære deres børn, taler de derimod fra et åndeligt standpunkt – kærligheden, erotikken, religionen og poesien – og de har ikke sproget til at forsvare sig, men de besidder noget større, og her bør vi lære at lytte til stilheden.  Dette gælder også i den anden retning, som Buñuel forklarer i sin selvbiografi:

”Terrorismen er vort århundredes mest uomgængelige symbol – og ét, jeg altid har følt mig draget af. Totalterrorismen, vel at bemærke den terrorisme, hvis mål er udslettelsen af en enhver form for samfund, ja, overhovedet af menneskeheden. Jeg har kun foragt til overs for dem, der bruger terrorismen som et politisk våben […] de får det snarere til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.”

Jeg er selvfølgelig modstander af al terrorisme, og det tror jeg i sidste ende også Buñuel er. Han bruger dramatiske vendinger, men citatet skal forstås i kontekst til surrealisternes skandaler. Pointen er, at disse skandaler var en opstand mod ingenting, og derfor mod alting, og det er ikke terroren og volden, men derimod opstanden, som jeg tror, Buñuel drages af.

Jeg indikerer på ingen måde, at terror er hellig, og jeg beder læseren helt ignorere dette ord og i stedet erstatte det med skandale, for vold er ikke en del af denne fortælling. Pointen er derimod det modernes indførelse af dikotomien. Når den aragonske filminstruktør drages af det totale skyldes det fraværet af dikotomi, en altopslugende følelse uden udgangspunkt.  Den terror verden er vidne til i dag, og som løber ham (såvel som mig) koldt ned ad ryggen, har et klart mål og et klart udgangspunkt. Mentaliteten som derved opstår giver plads til et had, som slet ikke kan eksistere i den surrealistiske skandale. Skandalen som opstand mod alting og ingenting kan vi derimod indbefatte i vores definition af poesien – man ønsker ikke at kommunikere, man ønsker at ophæve betydning. For fraværet af betydning giver plads til blot at eksistere. 

GAAAB HVA?! Nu kommer det sjove, som jeg har lovet! Jeg vil fortælle lidt om Danmarks bedste fodboldspiller Michael Laudrup. Han har vundet meget og spillet hos Juventus og vores landshold, og han har boet på Majorca, og nu er han træner for Katar. I FIFA 18 har han 85 i pace, 79 i shooting, 90 i passing, 92 i dribling, 38 i defending og 64 i physical. Selvom Messi og Ronaldo self har højere stats, så tror jeg alligevel Michael Laudrup ville vinde af to grunde – for det første besidder han alle de kvaliteter jeg har efterspurgt i artiklen. For det andet sagde jeg jo allerede i starten, at han nok er verdens bedste fodboldspiller. OG SÅDAN ER DET!!!

Emojis - semiotiske reflektioner (en faglig vurdering af et essentielt spørgsmål)

Af Andreas Schmidt Eriksen og Fremmedordbogen

 Metafor eller metonymi

I 2016 er internettet unægteligt et vigtigt aspekt i et ungt menneskes liv. Og på dette medie fylder emojis rigtig meget; derfor kan man også stille sig undrende overfor hvorfor dette fænomen ikke har været underlagt nærmere analyse endnu, men det er - ipso facto - fordi det endnu ikke har bevæget sig ind i den etablerede diskurs. Når jeg alligevel bruger kræfter på det, skyldes det, at det er en radikalisering af tidligere tegnsystemers betydning, og fordi det har stor psykologisk indflydelse på den generation, som snart kommer til at stå som samfundets fundament.

Derfor vil jeg i denne artikel komme med en faglig vurdering af henholdsvis Messis og Ronaldos kæreste på en skala fra 1-10 og til sidst konkludere hvem der er lækrest, og dermed også hvem af de to unge spillere, som har klaret sig bedst her i livet.

For at forstå emojis betydning i det kommende paradigmeskift er det vigtigt først at gøre det klart, hvordan de små figurer kan opfattes som troper.

En fastlæggelse af emojis benyttelse vil selvfølgelig være indskrænkende, men den er også vigtig for at undgå misforståelser, når emojis for alvor begynder at gøre sig gældende i det hegemoniske skriftsprog. Vælger man at opfatte emojis metonymisk, er kontroversen omkring de hvide emojis før Apple lavede flere hudfarver både forståelig, selvfølgelig og symptomatisk. De sociale medier er unægteligt et privilegium, som primært tilfalder de velstillede, og her udgøres majoriteten af folk af kaukasisk oprindelse. Min subjektive vurdering er dog, at en sådan snæver forståelse af verden omkring os gør den mindre end behøver, og selvom en metonymisk forståelse måske var softwareudviklernes egen intention, kan man gennem stærke argumenter gøre den metaforisk i stedet - et godt værk må, nødvendigvis, i sidste ende sætte sig udover sin skaber, helt ligesom mennesket har sat sig udover Gud.

Ved en metaforisk tydning af emojis, vil forståelsen nødvendigvis blive langt mere subjektiv og dermed vil den konvergere langt bedre med den postfaktuelle, senmoderne virkelighed vi befinder os i.

Det kontekstuelle aspekt og hvordan det fører til en subjektivisering af virkeligheden

En metaforisk tydning af emojis vil føre til en kontekstualisering af emojis, som stemmer godt overens med den polarisering, som opleves på hele den globale, politiske scene pt. Ses en emoji som 😂 metonymisk, bliver den reduceret til “Face With Tears of Joy”, og denne tolkning bidrager ikke med noget væsentligt nyt til vores sprog, det er blot en komprimering. Hvis man i stedet følger mit ovenstående forslag, vil sociale grupper forstå den forskelligt alt efter hvor solen står i deres horisont.

Man kan spørge sig selv om ikke denne ekstreme subjektivisering af menneskers indbyrdes forståelse er problematisk - for jo, den er lige så tragisk, som den er uundgåelig. Mens alle mennesker for bare 50 år siden forstod hinanden, oplever vi i dag en ontologisering. Mens man internt har langt større sammenhold er den eksterne kommunikation næsten forsvundet, og emojis bør stå som en håndfæstning for dette.

En bevægelse væk fra det perifere

Ligesom man ikke kan bygge et tag, før væggene står, har hele denne artikel hidtil været en kredsen om det essentielle, som man dog ikke bør undgå, selvom det er krævende og grænseoverskridende. Hvis det er mærkeligt,at emojis ikke tidligere har været underlagt en semiotisk undersøgelse, er det helt fucking væk at man ikke har tjekket om Messis eller Ronaldos dame var lækrest før nu.

Ronaldos dame Elisa De Panicis

Faglig vurdering: 7

Hun er ret pæn, men hun ser også ret overfladisk ud… Og så er Real Madrid en lorteklub!!!!

Messis dame Antonella Roccuzzo

Faglig vurdering: FUCKING 12!!!

Hun ser virkelig sød ud, med et meget sympatisk blik. Man har lyst til at holde i hånden eller snakke i telefon med hende i mange timer. Og FC BARCELONA 4ÆVER 😎

Don Ø er rasende!

Don Ø var engang glad og frimodig. De dage har skattevæsenet nu gjort en ende på.

Don Ø er blevet hammer sur og erklærer Skat åben krig efter at Landsskatteretten fastslår at han skal betale 140% i skat.

Det er ikke første gang Don Ø krydser klinger med Skat. Sidste år blev han idømt fire måneders fængsel i Københavns Byret. Don Ø afviste dog alle anklager og ankede sagen. Derfor gør det ham meget ondt at han nu igen skal toppes med Skat. "Det er absurd" siger han til BT, "Den sunde fornuft er helt væk."

Sagen kort fortalt
Firmaet Parken voksede sig igennem nullerne til en større og større aktør i den danske finansverden, og opkøbte blandet andet virksomheder som Lalandia og Fitness.dk. I denne proces udførte Don Øs virksomhed Flemming Østergaard Management A/S en "række opgaver" for Parken. Samtidigt tjente Don Ø som Bestyrelsesformand for Parken. Af Parkens regnskaber fra 2005-2010 fremgår at "bestyrelsen har anmodet bestyrelsens formand om at påtage sig særlige opgave". Don Ø spillede altså en dobbeltrolle for Parken, og var både Formand og konsulent.

Læs også: Don Ø lever!

Eventyret ender
I 2012 valgte imidlertid Skat og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet at undersøge dette forhold. Disse to konkluderede, at de honorarer Flemming Østergaard A/S har modtaget for deres konsulentarbejde, burde have været givet til Don Ø som lønmodtager, fordi han besad en stilling i virksomheden Parken. Derfor bør Don Ø også beskattes af disse honorarer som privatperson, og ikke som selskab.

Don Ø er stadig uforstående
"Alle jeg har talt med siger, at sådan skal det ikke være. At der må være sket en fejl. Men det er der åbenbart ikke, hvis man spørger Skat. Det er vanvid" siger den 72-årige Don og ryster på hovedet.