Som i nok alle sammen ved, så er
Michael Laudrup blevet et FUTDRAFT ICON-kort igen i FIFA 18. Det er fordi han
er Danmarks nok bedste spiller nogensinde. Jeg vil derfor fortælle lidt om hans
karriere og hans stats i spillet. Men først skal jeg lave lektier, men det er
ret kedeligt, så i kan bare springe det over og læse fra billedet af ham i
FIFA.
Her på redaktionen hos
Sport & Damer™ havde vi egentlig besluttet os for ikke at blande os i
omskæringsdebatten. Vi var jo bare nogle og tyve drengerøve i starten af
trediverne, som godt kunne lide Tottenham Hotspurs, Odense Boldklub og Tuborg
RÅ™. Desuden havde ingen af os fået børn – hverken med hinanden eller andre – og
måske kunne vi ganske enkelt ikke forstå debatten, fordi vi ikke havde den
alvor, som indtrædelsen af et liv større end ens eget giver.
Den beslutning har jeg
besluttet mig at trodse; ikke på grund af omskæringsdebatten, men fordi den er
symptomatisk for et eksistentielt forfald i vores samfund gennem de sidste
mange år. Denne divergens kan dog ikke diskuteres, inden de værste floskler i
debatten er sendt til tælling.
Et argument går på de
sundhedsmæssige ulemper ved omskæring, men et hurtigt opslag i sundhedslex.dk
viser, at mens der er få ulemper som risiko for infektion, så er der mindst
lige så mange fordele gennem eksempelvis nedsat risiko for peniskræft,
urinvejsinfektion og kønssygdomme (neeedern ikke 😉), en nemmere
vedligeholdelse af hygiejne og forebyggelse mod infektioner. For en god ordens
skyld kan vi dog blot sige, at de negative og positive aspekter udligner
hinanden og gå videre til næste argument.
Nogle ønsker ikke at små
børn skal omskæres, men at man skal vente til de er fyldt 18, da det føles mere
humant. Problematikken heri er meget simpel. Blodtilførslen til kønsdelen er
meget lille hos en baby, hvorfor indgrebet kun kræver lokalbedøvelse, tager
7-10 minutter og heler på en uge. Hos en voksen mand forholder det sig
anderledes, hvorfor det kræver fuld narkose og er forbundet med langt flere
risici.
Nuvel, sådanne
pragmatiske argumenter undgår helt elefanten i rummet. I sidste ende er dette
nemlig en konflikt mellem idealer og manglen på samme. Man ønsker at forbyde
omskæring, fordi man fratager barnet et valg og lægger en del af dets liv i
forældrenes hænder. Som om det ikke blev placeret dér hver dag! Som om hele
livet i sidste ende ikke var den ene Zufälligkeit
efter den anden! Gnidningen er dog større end dette. Modstanden er en
benægtelse af, at noget kan være legitimt, fordi det er helligt. Omskæringsdebatten
er en slagmark mellem det hellige og egocentrismen, og jeg skal sige jer,
hvorfra denne benægtelse er vokset *dabs
in slowmotion*. En benægtelse som trænger sig ind i hele vores åndelighed,
i kærligheden, i skandalen. Det er et tab, som er beskrevet glimrende i en
strofe af Mallarmé:
Le sens trop précis rature [For
præcis betydning udsletter]
Ta vague littérature [Din utydelige
litteratur]
Ting har ikke længere lov
til blot at eksistere, hvilket netop er hvad kærligheden og alt andet helligt
gør. I stedet påkræves nu et belæg for al eksistens, et nøje planlagt
identitetskort for eksistensberettigelsen, i en stræben mod en konstant
effektivisering (det er kapitalismens skyld, den kræver evig vækst). Vi er
vidne til en utilitarisk udslettelse af det nyttesløse, hvilket må siges at
være et paradoks. I et forsøg på at begrunde vores eksistens, fjerner vi alt
det, som giver den betydning. Lad mig omformulere dette.
Mallarmé viser os det
sproglige problem i hele denne debat, vi befinder os i et grænseland mellem
poesien og samfundsdebat, et grænseland som ikke findes. Som Octavia Paz har
vist i La llama doble er sprogets
funktion at kommunikere, mens poesiens cykliske tilgang i stedet forsøger at
ophæve betydning. Jeg kan derfor ikke definere det hellige bedre end, at det er
en følelse. Vi når til et punkt, hvor sproget ophører og kommunikation ikke er
mulig. Folk modsætter sig omskæring fra det samfund de står i, et forsvar af
individets rettigheder som alle kan forstå. Når folk vil fortsætte med at omskære
deres børn, taler de derimod fra et åndeligt standpunkt – kærligheden,
erotikken, religionen og poesien – og de har ikke sproget til at forsvare sig,
men de besidder noget større, og her bør vi lære at lytte til stilheden. Dette gælder også i den anden retning, som
Buñuel forklarer i sin selvbiografi:
”Terrorismen er vort århundredes mest
uomgængelige symbol – og ét, jeg altid har følt mig draget af.
Totalterrorismen, vel at bemærke den terrorisme, hvis mål er udslettelsen af en
enhver form for samfund, ja, overhovedet af menneskeheden. Jeg har kun foragt
til overs for dem, der bruger terrorismen som et politisk våben […] de får det
snarere til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.”
Jeg er selvfølgelig
modstander af al terrorisme, og det tror jeg i sidste ende også Buñuel er. Han
bruger dramatiske vendinger, men citatet skal forstås i kontekst til
surrealisternes skandaler. Pointen er, at disse skandaler var en opstand mod
ingenting, og derfor mod alting, og det er ikke terroren og volden, men derimod
opstanden, som jeg tror, Buñuel drages af.
Jeg indikerer på ingen
måde, at terror er hellig, og jeg beder læseren helt ignorere dette ord og i
stedet erstatte det med skandale, for vold er ikke en del af denne fortælling. Pointen
er derimod det modernes indførelse af dikotomien. Når den aragonske
filminstruktør drages af det totale skyldes det fraværet af dikotomi, en
altopslugende følelse uden udgangspunkt. Den terror verden er vidne til i dag, og som
løber ham (såvel som mig) koldt ned ad ryggen, har et klart mål og et klart
udgangspunkt. Mentaliteten som derved opstår giver plads til et had, som slet
ikke kan eksistere i den surrealistiske skandale. Skandalen som opstand mod
alting og ingenting kan vi derimod indbefatte i vores definition af poesien – man
ønsker ikke at kommunikere, man ønsker at ophæve betydning. For fraværet af
betydning giver plads til blot at eksistere.
GAAAB
HVA?! Nu kommer det sjove, som jeg har lovet! Jeg vil fortælle lidt om Danmarks
bedste fodboldspiller Michael Laudrup. Han har vundet meget og spillet hos
Juventus og vores landshold, og han har boet på Majorca, og nu er han træner
for Katar. I FIFA 18 har han 85 i pace, 79 i shooting, 90 i passing, 92 i
dribling, 38 i defending og 64 i physical. Selvom Messi og Ronaldo self har
højere stats, så tror jeg alligevel Michael Laudrup ville vinde af to grunde – for
det første besidder han alle de kvaliteter jeg har efterspurgt i artiklen. For
det andet sagde jeg jo allerede i starten, at han nok er verdens bedste
fodboldspiller. OG SÅDAN ER DET!!!